Oplæg om nyhederne i Java EE 6 – nu også ud af huset

Vi kommer gerne ud i hele landet og leverer fagligt input om den nyeste udvikling indenfor Java EE med tid til uformel diskussion og spørgsmål. Vælg mellem flere forskellige oplæg og få 2 timers input og inspiration til mellem 10 og 50 personer.

Java EE 6 lækkerier

Java EE 6 byder på væsentlige nyheder indenfor både frontend, backend og integration – og giver mange nye muligheder og udfordringer for udviklere og arkitekter. Har du brug for yderligere appetitvækkere, kan du læse mere nyhederne i vores Faglige artikler eller downloade vores Gratis materialer om Java EE 6.

Java menu

Dependency Injection og Context-styring m/ blandede features

Her går vi på tværs af hele Java EE platformen. Formålet er at gøre komponenter tilgængelige på en smartere måde og slippe for en masse plumbing-kode og opslag. Det kombinerer de bedste ideer fra bl.a. Spring og JBoss Seam og tilføjer en del nye features. Resultatet (JSR-299 og JSR-330) er en meget kraftig DI-mekanisme, som kan benyttes på tværs af hele Java EE-applikationen samt det nye begreb Context. Context lader komponenter med forskellig livscyklus interagere gnidningsløst med hinanden. Kort sagt – administration og konfiguration uden bøvl.

JPA 2.0 med stærke typer

JPA 2.0 introducerer bl.a. helt nyt API til typestærke forespørgsler (en inspireret, men forbedret, udgave af Hibernates Criterias) og metamodellering af entiteter. Begge giver os en mere sikker måde at lave forespørgsler på. Derudover er associationsmapning forbedret, og access types kan mikses efter behov. Konfigurationen er blevet standardiseret, og der introduceres standardiseret 2nd level caching. Dertil er både EntityManager- og Query-interfacet blevet udvidet. Til perfektionister, der ikke bryder sig om fejlhåndtering, kan JPA 2.0 nu tilbyde pessimistisk låsning til kritiske operationer. JPA 2.0 er, som resten af platformen, blevet mere fleksibel og gennemskuelig.

Surt’n’turf af Web Services og RESTful services.

Skal det være platformsuafhængigt, skal det være Web Services. JAX-WS 2.2 indeholder et par væsentlig nyheder på Web Services-fronten, primært fuld understøttelse af WS-Addressing og WS-Addressing Metadata. Web Services er en kompleks ret, som her er kogt ned til en kort gennemgang. Web Services fås med eller uden RESTful services, som er et alternativ og supplement til Web Services. JAX-RS er en helt ny specifikation, som standardiserer RESTful Java applikationer. Der skal sluges nogle kameler, så RESTful services er for den virkelig sultne udvikler eller arkitekt.

Java menu

EJB 3.1 (nu også i lite-udgave)

EJB 3.1 byder på flere væsentlige nyheder. Væk er det obligatoriske business interface (local/remote). Til gengæld introduceres Singleton-bean, mulighed for asynkrone kald til session beans og cron-lignende schedulering. Den tilbydes nu også i EJB Lite profil til webapplikationer. EJB Lite-profilen indeholder ikke entity beans, message driven bean, web service endpoint. Det er således et lettere framework, der dog stadig inkluderer session beans, interceptors, transaktionsstyring, samt deklarativ og programmatisk sikkerhedshåndtering.

JSF med annoterede bønner og indbyggede conversations.

JSF 2.0 er blevet langt mere spiselig med inspiration fra adskillige open source frameworks. Specielt det efterhånden uundværlige krydderi Facelets som alternativ til JSP, har gjort JSF meget mere smidig at arbejde med. Annotationsbaserede Managed Beans og et mindre drys AJAX-understøttelse er ligeledes med til at sætte JSF på menukortet igen. JSF 2.0 er tæt integreret med Context-begrebet fra JSR-299, så man kan benytte de samme scopes, der er defineret her. Eksempelvis findes et nyt Conversation-scope, som man også kender det fra JBoss Seam, hvilket giver os mulighed for at tilgå objekter på tværs af skærmbilleder og ajax-requests. Alt i alt et facelift for JSF.

Klassiske Servlets med asynkron servering

Der er sket spændende ting med Servlets 3.0. Den klassiske version præsenteres nu med gennemført brug af annotationer. Oven i hatten får vi dynamisk tilføjelse af Filters, Servlets og Listeners, hvilket er smart, hvis man vil undersøge sit deploymiljø, før man konfigurerer. Endelig er konfiguration blevet mere fleksibel med muligheden for at splitte web.xml op i flere fragmenter. Det er især brugbart, hvis man bruger tredjepart frameworks sammen med sine servlets. Sidst men ikke mindst kan vi undgå thread starvation med de nye asynkrone requests. I disse web 2.0 tider er det en kærkommen nyhed.

Java EE tapas

Hvis det er for svært vælge et enkelt forløb, så prøv et udvalg af mindre ”Java tapas”. En ideel løsning for udviklere og arkitekter, der ønsker overblik over nyhederne eller helt konkret tænker på at opgradere nuværende systemer. Bliv klogere på om det er besværet værd og hør vores anbefalinger – eventuelt kombineret med en praktisk workshop.

Praktiske oplysninger

Prisen for et gå-hjem-møde varierer alt efter indhold, varighed og antal deltagere – og starter ved 8.000 kr. Kontakt os og hør nærmere.

Læs mere om Java EE teknologier

Læs mere om Java EE her. Lund&Bendsen tilbyder Danmarks største udbud af Java EE kurser, hvor de mest populære Java EE kurser lige nu er Java Enterprise Edition 7 – Foundation, JSF 2 – Foundation, JSP – Servlet og JavaServer Pages – Foundation, JAX-RS, samt JPA 2.

Jakob Reenberg profil

Jakob Reenberg

Konsulent

Jakob har 25+ års ledelseserfaring fra bank- revisions- og eventbranchen samt i fagbevægelsen, siden 2007 som CEO i Lund&Bendsen. Uddannelsesmæssig baggrund er psykologi og kommunikation fra RUC ovenpå handelsskoleeksaminer med fokus på virksomhedsøkonomi og erhvervsret. Jakob har ekspertviden indenfor strategisk analyse, forhandlingsledelse, økonomistyring, forretningsudvikling og digitalisering.