Apple står i dag med en række produkter baseret på iOS, som efterhånden er gået fra at være eksklusive produkter til næsten at blive hver mands eje. Når jeg skriver næsten er det fordi Apples produkter typisk stadig er noget dyrere end tilsvarende produkter fra konkurrenterne, hvilket har været med til at gøre det til en god forretning at være aktionær i Apple. Til gengæld for en noget højere pris har kunder typisk også fået et, på alle måder, mere gennemarbejdet produkt som samtidig også har været af høj mekanisk kvalitet.
Apple har dog valgt at bryde sædvanen ved at stoppe salget af iPhone 5 til fordel for en ny lavpris variant med navnet iPhone 5c. På iPhone 5c er bagsiden, i stedet for glas, lavet af et plastikmateriale (polycarbonat), mens resten af telefonen har stort set samme specifikationer som iPhone 5.
Apple har med iOS platformen sat standarden for hvor enkelt det skal være som forbruger at anvende en smartphone / tablet / computer. Herunder også hvor enkelt det skal være at tilkøbe indhold i form af programmer, musik, film og bøger til enheden, samt hvor enkelt det skal være at bruge tjenester på Internettet med den. Det sidste illustreres bedst ved at det stadig er iOS der genererer langt den største mængde mobil Internettrafik på trods af at Android er væsentlig mere udbredt end iOS.
Apple har gjort det muligt, og nemt, for individuelle udviklere at sælge programmer og ydelser på alle markeder for iOS baserede produkter. Ikke blot er det muligt, men det er også muligt til en overkommelig pris. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er rimeligt at Apple tager 1/3 af indtægterne. Men her skal man jo huske på at Apple ikke er en filantropisk organisation, men en kommerciel virksomhed, som handler på markedsvilkår, og som skal tjene penge til sine aktionærer. Det faktum at Apple kan tillade sig at tager 1/3 af indtægterne, er et udtryk for, at den platform de stiller til rådighed er interessant nok for udviklerne, i forhold til udviklernes omkostninger og adgang til at sælge udviklernes produkter.
Er Apple i stand til at redefinere standarden?
Det er efterhånden længe siden, at Apple har tilføjet nye væsentlige features til iOS. Mange af de nye features er ikke nyskabende, men de er blot raffinerede versioner af allerede eksisterende ideer og koncepter. Det bliver derfor interessant se hvad den seneste version 7 af iOS, samt de senest iOS enheder, har af nyheder. Særligt fordi at Apple har haft gang i marketingafdelingen, for at fortælle os historien om en ny og revolutionerende version af iOS.
Bagud kompatibilitet?
iOS7 vil kunne installeres på iPhone 4, iPhone 4S, iPhone 5, iPod Touch (5. generation), iPad 2, iPad 3, iPad 4 og iPad Mini. På de ældre enheder vil der være række funktioner, der ikke vil være tilgængelige, såsom Siri, kamerafiltre, panoramafunktionen samt den nye AirDrop funktionalitet.
Er et nyt look-and-feel nok?
Apple har valgt at designe et nyt grafisk ansigt til iOS 7. Det nye grafiske ansigt gør blandt andet op med, den nu tidligere, Apple-designer John Forstalls hang til skeuomorfistisk design. Om man kan lide skeuomorfistisk design eller ej, er nok en smagssag. Men designet virker efterhånden noget bedaget. Så der skal helt klart ske noget nyt. Problemet med at lave et radikalt anderledes design er, at mange eksisterende brugere vil få en dårlig oplevelse i forbindelse med opgradering. Så vi vil nok se et nyt design, som ikke ligger længere væk fra det oprindelige design, end at der er en klar linje i mellem de to. Ifølge Apple bliver enkelhed ofte sat i bås med minimalisme. Men dette er ikke altid nødvendigvis tilfældet, da enkelhed også går ud på at tilbyde de funktioner, der giver mening på et hvert given tidspunkt. Et væsentlig designvalg i iOS7, er skiftet bort fra knapper, til fordel for noget man nærmest kan definere som et link på en webside, samt udbredt brug af horisontale swipe-operationer.
Hvad betyder et nyt look-and-feel for udviklerne?
I første omgang – ingenting. Hos Apple har det altid været en høj prioritet at nye enheder, samt nye versioner, er bagud kompatible. Dimensionerne på iPhone-skærmene har været de samme indtil iPhone 5. Det har betydet, at det har været nemt for udviklerne, at lave applikationer som ser godt ud på alle enhederne. Da man med iPhone 4S introducerede den såkaldte Retina-opløsning, var der en fordobling i antallet af punkter i både den horisontale og vertikale retning. Det var helt sikkert ikke en tilfældighed. iOS sikrer, at man som udvikler til dagligt ikke skal forholde sig til dette, ud over at sikre sig, at have to udgaver af grafikken. Hvis man overholder en simpelt navngivningsstandard af sin grafik, sørger iOS selv for, at vælge den korrekte grafikfil alt efter enhedens egenskaber. Det samme gjorde sig gældende, da Apple introducerede iPad med Retina-opløsning. Med iPhone 5 ændrede Apple dimensionen. Bredden forblev den samme, men højden blev ændret. Igen sørgede iOS for at applikationer, som ikke var designet til disse dimensioner, blev udstyret sorte bjælker (også kaldet sørgerande) i top og bund. Samtidig med at iPhone 5 blev sat til salg, blev der ændret ved de vilkår som udviklerne skal vedgå for at få adgang til at sælge programmer i iTunes butikken. Således var det nu et krav at man understøttede både de gamle og de ny dimensioner. Så hvis en udvikler ønskede at opdatere en applikation var det et krav at den kunne håndtere begge dimensioner. Man skal helt sikkert forvente, at Apple vil stille lignende krav, lige så snart iOS 7 går ud af betatest. Det er helt sikkert den dybere årsag til, at udviklerne denne gang fik adgang til en meget tidlig – og fejlfyldt – iOS betaversion.
Hvad er der ellers ud over look-and-feel?
iCloud
Apple har lovet, at de har taget de klager der har været over iCloud APIet til efterretning. Hvilket helt sikkert er interessant, hvis man skal i gang med at udvikle en ny applikation. Har man derimod en eksisterende applikation, med iCloud understøttelse, er det nok mindre relevant.
Multitasking
Apples implementering af multitasking i iOS 5 var meget ventet. Men svaret var uventet – da Apple, i stedet for traditionelle tråde, baserede deres multitasking på et køsystem hvor opgaver så kunne afvikles fra. I iOS 7 har Apple raffineret deres model, for at sikre endnu bedre udnyttelse af de tilgængelige ressourcer, uden at gå på kompromis med batteriforbruget.
SpriteKit
Apple har endeligt anerkendt, at spil er Big Business på iOS platformen, hvorfor Apple har udviklet et sofistikeret 2D-grafik API med indbygget fysiksystem. API’et er kraftigt inspireret af eksisterende API’er, hvilket helt sikkert ikke er nogen dårlig ide. Det skal i øvrigt i denne sammenhæng nævnes, at danske Unity Technologies for nyligt har barslet med et 2D-API, efter erkendelse af, at mange af udviklerne brugte Unitys 3D-motor til at lave 2D-spil.
Fysiske gamecontrollers
Apple har lavet en hardwarespecifikation, samt et API, til tredjeparts gamecontrollere. Dette skal ses som et træk imod de håndholdte spillekonsoller, fra for eksempel Nintendo og Sony.
iPhone 5s nyheder
Touch ID
Apple har valgt at indbygge en fingeraftrykslæser i Home-knappen på iPhone 5s. En metalring omkring knappen anvendes til at detektere når brugere berører knappen. Fingeraftrykket bliver herefter aflæst, hvis det ellers giver mening på det pågældende tidspunkt. Læseren kan aflæse fingeraftrykket fra en vilkårlig vinkel. Og det er muligt at have flere aftrykt gemt. Det er selvfølgelig muligt at anvende sin talkode som hidtil. Touch ID er blot en hurtigere måde at låse telefonen op, eller f.eks. acceptere et køb i App Store. Apple garanterer – for hvad det så er værd – at informationen om ens fingeraftryk gemmes krypteret i telefonen og aldrig forlader den f.eks. i forbindelse med backup via iTunes eller i iCloud. Der går nok ikke lang tid inden man hører om det første offer for tyveri af både iPhone og én eller flere fingre!
64 bit CPU
Apple har, som måske de første, skiftet til en 64 bit processor som har fået navnet A7. Som sædvanligt bliver skiftet forholdsvist smertefrit set fra udviklernes side. Hvordan man som udvikler kan udnytte de 64 bit, ud over større præcision i beregninger og mulighed for højere båndbredde til og fra arbejdshukommelsen, må stå hen i det uvisse.
M7 – CoreMotion API
Apple har udviklet noget specialhardware til håndtering af de mange forskellige sensorer en iPhone er udstyret med. Årsagen er helt sikkert igen, at forbedre batteriforbruget ved at håndtere behandling af disse i hardware, da det i princippet sagtens ville kunne lade sig gøre i hovedprocessoren, men med et meget højere strømforbrug. Apple har annonceret endnu et samarbejde med Nike, hvor en applikation fra Nike kan opsamle information om dit daglige aktivitetsniveau, i stil med Nikes Fullband produkt.
OpenGL ES 3.0
Apple har skiftet fra OpenGL ES version 2 til 3, hvilket helt sikkert er noget spiludviklerne finder interessant. Version 3.0 byder bl.a. på forbedringer i rendering pipeline, herunder acceleration af avancerede visuelle effekter som: occlusion queries, transform feedback og instanced rendering. Desuden forbedringer som mulighed for at bruge 32 bit floating point operationer i shading sproget, samt meget forbedret texture funktionalitet.
Konklusion
Vil det lykkes Apple at opretholde deres markedsandel – eller endda udbygge den? Udbredelsen af Apples produkter i de industrialiserede lande er efterhånden nået til et punkt, hvor de fleste personer har investeret i en smartphone, af det ene eller andet fabrikat. Apple har ikke noget væsentlig at byde på, som de andre ikke også har. Apple er et luksusprodukt, hvorfor de vil få det meget svært i udviklingslandene, hvor den næste smartphone-kamp kommer til at stå. Med introduktion af den lidt billigere iPhone 5s har de måske købt sig lidt tid. Specielt på det Kinesiske marked. Kina er, for første gang, også i blandt de lande hvor man kan købe en iPhone 5s eller iPhone 5c fra dag 1. Apple kommer på langt sigt ikke til at gå bag om dansen. Men Apple kommer til at gå fra at producere mainstreamprodukter til at producere nicheprodukter. Med mindre Apple er i stand til, i løbet af de næste par år, at takle udviklingslandene.