Faglig Fredag er et eksklusivt tilbud til Lund&Bendsens medarbejdere, freelancere, kunder og inviterede gæster. Faglig Fredag byder oftest på 2-3 oplæg med relation til softwareudvikling, diskussioner med ligesindede, faglig sparring og netværk. Det er gratis at deltage og vi slutter med frokost omkring kl. 12.00. Denne gang er der fuld julestemning på årets sidste faglige fredag.

Lokation:  Naverland 2, 15. sal.

Program

Kl. 08:30-09:00

Morgenmad

Kl. 09:00-09:20

Præsentationsrunde

  • Velkomst
  • Præsentationsrunde, så vi ved hvem hinanden er
  • Nyt fra Javagruppen og andre communities
  • Information om kommende Faglige Fredage
Kl. 09:20-09:50

Briefing fra skyttegraven

Jakob har det seneste år arbejdet på et stort projekt i pensionsbranchen og vil i dette oplæg fortælle om nogle af projektets problemer, udfordringer, løsninger og værktøjer. Hvilke udfordringer er der fx når en del af et systemkompleks benytter Continuous Delivery, mens resten deployes på andre måder? Hvordan sikrer man konsistens på tværs af systemer og miljøer? Og hvilke metoder og værktøjer har gjort livet nemmere for projektet? Bliv inspireret på godt og ondt til dit næste projekt.

Jakob Bendsen er softwarearkitekt, udvikler, underviser, iværksætter og partner i Lund&Bendsen. Når han ikke hjælper L&B’s kunder, er han ofte at finde på et eller andet bjerg med telemarkski under fødderne eller med til at arrangere en mere eller mindre besynderlig konference.

Pause

Kl. 10:00-11:00

Lessons learned om en forretningskritisk web-applikation i Dart

Kim RostgaardGennem de sidste fem år har Kim arbejdet på et stykke telefoni-software, der skulle erstatte et kørende legacy system. Kravene var blandt andet; rullende deployment og migrering, høj pålidelighed og fejltolerance samt web-brugerflade. Men hvordan sikrer man kvaliteten og funktionaliteten af en næsten 100% asynkron applikation i web-land, hvor disse parametre kan være svære at styre? Præsentationen gennemgår projektet, arkitekturen og applikationen, der er skrevet fra top til bund i Dart.

Kim Rostgaard Christensen er uddannet ingeniør og udpræget pragmatiker, instruktør hos Lund&Bendsen samt falleret iværksætter. Når han ikke har travlt med at tilegne sig og viderekommunikere viden, leger ham med low-level programmering af (ofte hjemme-loddede) hardware-dimser.

Se mere om Kims Dart kursus.

Pause

Kl. 11:15-11:45

Html – nu med mening

Andreas var i år 2013 på rejse til Standford University i Palo Alto, (Silicon Valley) for at deltage i en open source konference. Konferencen var fin, men turens største indtryk var et pre-konference oplæg og workshop fra folkene bag Schema.org. Deres oplæg dengang og dette oplæg handler om, hvordan man med simple skemaer kan opmarkere sin html med betydning. Og hvad i alverden fordelen ved det er. (Spoiler: “Rich snippets”). Teknologien er simpel og Andreas tror den vil få rigtig stor betydning.

Andreas Borchsenius Westh er udvikler og softwarearkitekt i Lund&Bendsen. Når han ikke er hos Søfartsstyrelsen, DBC eller pakker indbo i flyttekasser, ser han YouTube videoer om Tesla Model S, Herning og mountain biking.

Kl. 11:45-12:00

Afrunding og evaluering

Kl. 12:00

Frokost, networking og fortsatte diskussioner