Vinterferielejrens logo med en pige der står på ski

Vi må i denne uge undvære Jakob Bendsen i Lund&Bendsen, men det er der som sådan ikke noget nyt i. Uge 10 plejer at stå i børnenes og skienes tegn for Jakob.

Vinterferielejren er en tur til Norge for ukrainske flygtningebørn i alderen 8-13 år, som bor i Danmark. Turen går i 2024 til Trysil, som er et af de største skiområder i Norge.

Formålet med turen er at give børnene et pusterum fra hverdagen og positive oplevelser gennem fællesskabet med andre børn og skiløb i de norske fjelde. Ideen er at give børne selvtillid og succesoplevelser gennem det at lære skiløb. På lejren deltager også en mindre gruppe danske børn, og en yderligere målsætning for projektet er at skabe netværk mellem danske og ukrainske børn.

Turen arrangeres af en gruppe frivillige med stor erfaring med at lave denne type ture. Gruppen består bl.a. af uddannede og erfarne skiinstruktører, læger, pædagoger med mange års erfaring i at lave ferielejre for udsatte børn.

Fra Norge fortæller Jakob, at turen indtil videre er gået godt. De ukrainske børn er glade for konceptet og har alle lært at stå på ski. Da børnene ikke har mobiltelefoner med, er der masser af leg i sneen og hygge med spil og krea-ting, når de ikke lige er på ski. De sproglige udfordringer er til at overkomme, da en del af børnene både forstår og taler (noget) dansk og ellers oversætter de 2 ukrainske frivillige – og i praksis snakker vi en skøn blanding af dansk, engelsk og ukrainsk. Heller ikke madmæssigt har der været et kulturelt clash – børnene er gået godt til stålet med både burgere, spaghetti bolognese og kyllingewraps og der er intet som en lang dag på pisten, der giver appetit.

Vinterferielejren har rødder i Ungdommens Røde Kors (URK), hvor den blev startet i 2006 af den gruppe frivillige, der nu kører det videre for Bevar Ukraine. De har gennemført 13 ture med udsatte danske børn og flygtningebørn i perioden 2006-2022 og opbygget en stor erfaring i, hvordan du laver en ferielejr på ski i de norske fjelde på en tryg, sikker og inkluderende måde for en gruppe af børn med særlige behov. Projektet har ikke længere nogen relation til URK, men er en aktivitet i foreningen Bevar Ukraine. Projektet finansieres med donationer fra fonde, privatpersoner og virksomheder, heriblandt Lund&Bendsen.

Kontakt Jakob Bendsen hvis du har spørgsmål eller lyst til at støtte projektet.

 

Lund&Bendsen tilbyder konsulentbistand, uddannelse og resourceforstærkning. Vi hjælper vores kunder med at vælge de rigtige værktøjer og den rigtige arkitektur til den konkrete opgave. L&B kan uddanne jeres egne folk med vores dygtige undervisere, der selv arbejder med teknologien. Og vi kan forstærke jeres team med erfarne udviklere og arkitekter. Kontakt partner Jesper Wermuth og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe jer.