Kursus om AI, Big Data og Etik
Anvendelsen af Kunstig intelligens (AI) og Big Data har store forretningsmæssige potentialer og vil i en lang række tilfælde også have gavnlige effekter for samfundet. Men AI og Big Data rejser også en række etiske udfordringer og spørgsmål omkring sikkerhed, kontrol, privathed og diskrimination. Kurset handler om, dels at forstå de grundlæggende værdier bag disse udfordringer, dels at se hvordan den konkrete udvikling af forskellige typer af kunstig intelligens systemer på forskellig måde rejser disse spørgsmål. Kurset handler også om at overveje, hvordan man kan løse disse problemer i den konkrete AI-udvikling. Kurset besvarer spørgsmål som: Hvad vil det sige, at AI systemer er transparente, ikke-biased og “explainable”? Hvordan sikres en kontrolleret og ansvarlig AI-udvikling? Hvilke former for anvendelse af data er særligt problematiske? Kurset sigter mod at give deltagerne et etisk perspektiv på AI-udvikling. Kurset handler således ikke om at forstå konkret regulering som fx GDPR, men snarere at forstå den tænkning, der ligger bag regulering. Kurset er som sådan rettet mod at skabe en etisk kultur og kompetence i organisationer.
Indhold
- Centrale begreber i relation til den etiske analyse af AI og Big Data, herunder begreber knyttet til sikkerhed og ansvarlighed, systemkontrol, privathed og overvågning, transparens, bias og forklaring af systembeslutninger
- Politikker for ansvarlig anvendelse af AI
- Organisatorisk håndtering af etiske udfordringer
- Etisk argumentation og dens empiriske forudsætninger
- Analyse af konkrete etiske udfordringer i relation AI-udvikling
Forudsætninger
Kurset har ingen kursusmæssige forudsætninger. Kendskab til AI-udvikling vil være en fordel, men ikke en forudsætning.
Målgruppe
Kurset henvender sig til alle, der ønsker at forstå og diskutere de etiske udfordringer anvendelsen af AI og Big Data rejser. Som sådan er kurset relevant for alle i organisationer, der arbejder med AI og Big Data. Fra udvikler til leder/direktør.
Efter kurset kan deltageren
Deltagerne vil efter kurset være i stand til at analysere konkrete etiske problemer i relation til udvikling af AI. Deltageren vil også have nogle klare begreber om, hvad etisk ansvarlig AI udvikling indebærer. Endelig vil deltageren have viden om en række konkrete politikker for etisk forsvarlig udvikling af AI og kunne anvende disse i relation til eget arbejde med AI-udvikling.
Videre forløb
Det vil være oplagt at supplere kurset med videre studier i den konkrete regulering af AI og Big Data området i Databeskyttelseslovgivningen/GDPR eller tilsvarende.